Gå-Maraton samlede 300 i Outrup
Fællesskab og hygge i bevægelse gennem Outrups naturskønne omgivelser
DGI Sydvest Gå-Maraton lagde denne aften vejen forbi Outrup Kultur & Idrætscenter. Her var stemningen god, da det lokale Gå fællesskab under Outrup GUB – med støtte fra både Nymindegab og Kvong – stod bag afviklingen af tredje afdeling af arrangementet.
Aftenen startede med en velkomst fra DGI, inden alle deltagerne sang fællessang, efterfulgt af opvarmning instrueret af Maren Axelgaard. Herefter kunne de omkring 300 deltagere begive sig ud på en valgfri rute på enten 3, 5 eller 10 kilometer gennem den smukke natur omkring Outrup.
Efter motionen var det tid til at slappe af. Mange glædede sig over at kunne nyde den på forhånd bestilte sandwich sammen med både gamle og nye bekendtskaber. Deltagerne havde god lejlighed til at hygge sig og styrke fællesskabet.






































































