Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af ordstyrer og skriftefører.
2. Formandens beretning, herunder næste års arbejde.
3. Udvalgenes beretninger, herunder næste års arbejde.
4. Revideret regnskab forelægges til godkendelse.
5. Behandling af eventuelt indkomne forslag.
6. Valg af formand (hvert andet år – ulige år).
7. Valg af kasserer (hvert andet år – lige år).
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
9. Valg af revisorer og suppleanter.
Formand og kasserer skal være myndige (over 18 år).
10. Eventuelt.
Generalforsamlingen vælger sin ordstyrer, der ikke bør være medlem af foreningen, til at lede forhandlingerne.
Årsberetning for Outrup GUB – Generalforsamling 2025
Velkomst og tak
Velkommen til årets generalforsamling. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til vores instruktører og frivillige. Uden jeres utrættelige indsats og de mange timer i hallen ville Outrup GUB slet ikke eksistere. En stor tak skal også lyde til personalet i Outrup Kultur- og Idrætscenter for det gode samarbejde om vores rammer.
Medlemstal og aktiviteter
Vi ligger på et medlemstal på ca. 1.000 medlemmer. Vi har set en lille nedgang siden 2024, men aktiviteten i vores afdelinger fortæller historien om en forening i fuld vigør. Badminton kører derudad, og Idræt om Dagen er en stor succes, som vi arbejder på at skaffe endnu mere tid til. Krocket og tennis holder fast i deres trofaste spillere, og her planlægger vi en modernisering, så faciliteterne følger med tiden.
Fitness og Jumping – en sprudlende succes
Vores fitnessafdeling har været en stor succes de seneste år. Lokalerne i OKIC bliver brugt flittigt fra tidlig morgen til sen aften af både unge og ældre. Særligt Jumping Fitness i mange former har taget medlemmerne med storm.
Samtidig sprudler vores mange forskellige voksen-damehold af liv og energi. Det er fantastisk at se den glæde og det fællesskab, der opstår, når der bliver svedt på tværs af generationerne.
JTH Blaabjerg – vores rugekasse
Et af vores flagskibe er JTH Blaabjerg (12-16 år). Med ca. 75 gymnaster fra hele det vestlige område i DGI Sydvest fungerer holdet som en rugekasse for det helstøbte unge menneske. Gennem ca. 12 årlige opvisninger lærer de det ansvar, der skal til for at blive voksen.
Nye tiltag og højdepunkter
Vi ser fremad med fokus på:
- Powertumbling: Vores tiltag med at gøre konkurrencerne mere børnevenlige har været en bragende succes.
- Gymnastik: Vi sætter igen massivt fokus på drengegymnastikken.
- Fest i hallen: Vi kan ikke glemme 3. juledag, som var en stor fest med mange gymnaster og fulde huse. Det er her, vi mærker sammenholdet.
Tak for ordet – og tak for et forrygende år i Outrup GUB!
Krocket 2025
Endnu et stille krocketår, hvor vi har haft ét hold med i turneringen.
Vi har haft en fælles dag med spillere fra det gamle Blåbjerg Kommune mod Varde Krocketklub.
Vi har fået 6.000,00 kr. fra Brandkassen til maling af krockethuset, som er blevet udført af klubbens medlemmer.
Da der ikke er udsigt til nye medlemmer, vil vi måske prøve at lave en krolfbane på den del, som ikke bliver brugt til krocket.
Egon Kristensen
Outrup Krocketklub
Idræt om Dagen
Idræt om Dagen har i denne sæson haft 111 medlemmer tilmeldt. Træningen er blevet ledet af Kirsten Ravn, Maren Axelgaard og Anna Arnth, med hjælp fra Nina Stampe, der har stået for Yin Yoga, samt Kirsten Rotbøll, der har haft ansvaret for fitness.
En typisk træning begynder med 45 minutters fælles gymnastik. Herefter samles deltagerne til kaffe, rundstykke og fællessang, før der fortsættes med 45 minutters aktiviteter, hvor deltagerne kan vælge mellem forskellige idrætsgrene.
- Yin Yoga
- Stille styrke
- Badminton
- Pickleball
- Ringo
- Floorball
- BOB
- Billard
- Fitness
Kirsten Ravn stopper som instruktør efter denne sæson. Kirsten, der nu er 80 år, har været med siden opstarten for over 30 år siden. Der skal lyde en stor tak til Kirsten for hendes mangeårige indsats og engagement.
Sidste træningsdag er den 24. marts. Her afsluttes sæsonen med en kort træning, hvorefter deltagerne hygger sig sammen over lidt smørrebrød.
Badminton
I 2025 havde vi 8 børn, der spillede badminton, og de blev dygtigt trænet af Frederik Andersen, som gjorde en god indsats. Det er dejligt med en ung træner til børnene.
I den voksne afdeling var der tilmeldt 37 spillere. Næsten det samme antal som i 2024, og vi håber, der vil komme flere nye spillere til.
Udover den almindelige spilleaften havde vi vores traditionelle juleafslutning, hvor der først dystes mod hinanden. Derefter spiser vi lidt julemad sammen, og der deles præmier og gaver ud, som er blevet sponsoreret. En rigtig hyggelig aften, som de fleste deltager i.
Tennis
Vi fik 4.800,00 kr.til grus fra brandkassen.
Vi har kun 7 medlemmer men ca lige så mange afløsere.
Der har også været nogle børn med forældre over at prøve spille flere gange.
Skolen har også haft co 50 børn over at prøve hvor vi har haft Henrik fra DGI til lige at hjælpe med at instruere Han vil også gerne komme og hjælpe i 2026.
Frede
Årsreferat 2025 – Outrup GUB Gymnastik
I starten af 2025 afholdt vi også vores Tøseweekend i samarbejde med NNGU. Det blev en stor succes med masser af energi, fællesskab og gymnastikglæde. Weekenden bød på både udfordringer, sammenhold og smil – og vi håber meget, at dette samarbejde kan fortsætte mange år fremad.
Det næste som skal fremhæves, at lokalopvisningen 2025 var en kæmpe succes. Hallen var fyldt med glade gymnaster, engagerede instruktører og et fantastisk publikum. Stemningen var helt i top, og det var tydeligt at mærke det stærke fællesskab, der kendetegner Outrup GUB Gymnastik. Dagen viste endnu en gang, hvad vi kan, når frivillighed, engagement og bevægelsesglæde går hånd i hånd.
Sæsonen blev rundet flot af med fælles afslutning for alle GUB’er i Tarm Idrætscenter. Det var en hyggelig dag med masser af grin, aktivitet og fællesskab på tværs af hold og aldre – en dejlig måde at afslutte endnu en god sæson på.
Sæsonstart uge 37
I uge 37 tog vi hul på en ny og spændende sæson. I år kunne vi præsentere tre nye hold på programmet:
Både Stille Styrke og Børne-floorball er kommet rigtig godt fra start med god opbakning og engagerede deltagere. Det er skønt at se nye initiativer blive taget så positivt imod.
Tons afholdes den første fredag i hver måned og er et tilbud kun for drenge. Holdet er oprettet for at sætte ekstra fokus på drengegymnastikken og skabe et rum med fart, styrke og fællesskab målrettet drengene.
Derudover har vi fået Vild med Dans tilbage på holdoversigten – denne gang i en ny og mere fleksibel udgave. Holdet afvikles på udvalgte søndage, hvor man enten kan tilmelde sig alle gange samlet eller vælge at betale fra gang til gang. Det giver større frihed og mulighed for, at endnu flere kan være med.
Flotte deltagerantal
I alt tilbyder vi 15 hold i sæsonen 2025/2026, hvilket giver et bredt og alsidigt tilbud til både børn, unge og voksne i lokalområdet.
Vi oplever generelt stor opbakning til vores hold.
Vores tidligere Mini Dancers har skiftet navn til Rytmetøserne, og holdet tæller hele 24 gymnaster. Det er noget af det højeste deltagerantal, vi har haft på dette hold, og det vidner om stor interesse og engagement.
Derudover har Salto Kids hele 60 gymnaster tilmeldt – et imponerende antal, som vi er meget stolte af.
Frivilligheden
Til den nye sæson er vi omkring 50 frivillige i foreningen. Det er instruktører, hjælpetrænere og bestyrelsesmedlemmer, som alle bidrager med tid, energi og engagement. Uden dem var det ikke muligt at drive en så aktiv og levende forening som Outrup GUB Gymnastik.
2025 runder vi af med vores ”I mens vi venter” arrangement d. 24. December, hvor børn og voksne kommer i hallen og ønsker hinanden glædelig jul. Et hyggeligt arrangement med stor opbakning fra de lokale men også familier der kommer ”hjem” til jul.
3. Juledag er årets sidste opvisning i 2025, men den første opvisning i sæson 2025/2026. Mange hold havde tilmeldt sig opvisningen. Alle hold lavede en fantastisk fremvisning for en fyldt hal. Alle 600 siddepladser var udsolgt på 14 dage, hvilket vidner om at denne opvisning er populær og en del af juletraditionerne hos både publikum og gymnaster.
Formandsberetning 2025 – Outrup Power Tumbling
Kære alle
Endnu en sæson er ved at være gået, og det er tid til at gøre status på året, der er gået – både sportsligt, organisatorisk og økonomisk.
Medlemmer og aktivitet
Vi har i foråret omkring 50 medlemmer, og i efteråret var vi oppe på cirka 60 medlemmer. Det viser, at vi fortsat er en attraktiv forening med god tilgang – og særligt glædeligt er det, at vi har fået mange nye gymnaster på Boblerholdet. Det lover godt for fremtiden.
I denne sæson har vi haft 11 trænere, som alle yder en kæmpe indsats for at skabe kvalitet i træningen og udvikling for vores gymnaster. En stor tak til jer – uden jer ingen forening.
Sportslige resultater
På konkurrencesiden har vi haft et flot år.
Et særligt højdepunkt har været:
Victoria, som var udtaget til VM i november, hvor hun nåede semifinalen og sluttede som nr. 13 ud af 55-56 deltagere – en imponerende præstation på internationalt niveau.
Hun arbejder nu målrettet på udtagelse til EM i april, som afgøres den 28. februar. Derudover er der mulighed for deltagelse i World Cup i Portugal i juli, dog afhængigt af økonomien.
Vi krydser fingre
Nye initiativer
Vi har i år startet Tumbling-stævner op, og det tredje stævne afholdes den 1. marts. Det er et vigtigt skridt i forhold til at skabe flere lokale konkurrencemuligheder og styrke miljøet omkring vores sport.
Økonomi
Regnskabet for 2025 følger det materiale, som er udarbejdet via GUB, og som tidligere er fremlagt.
Når vi kigger frem mod 2026, ser budgettet aktuelt ud til at give et overskud på cirka 10.000 kr. (justeret efter medlemstallet på 50 i foråret).
Det er positivt – og samtidig realistisk.
Derudover kan vi med glæde meddele, at vi har fået en ny sponsor på en 5-årig kontrakt, hvilket giver stabilitet og bedre planlægningsmuligheder fremadrettet.
Afslutning
Alt i alt står vi som forening et godt sted:
Tak til gymnaster, trænere, forældre, sponsorer og bestyrelse for jeres indsats og opbakning. Det er fællesskabet, der bærer det hele.
Vi glæder os til endnu en sæson med udvikling, ambitioner og gode oplevelser.
/ Tom Arnt Thorup

